Fokusklasse - Gårdskolen
Gårdskolen er Aalborg Kommunes særlige fokusklasse, med undervisningslokaler på skolen og på en nærliggende gård. På Gårdskolen er de daglige pligter på gården flettet ind i den daglige undervisning og opgaverne på gården følger årstidernes rytme. Vi arbejder i høj grad praksisfagligt, så opgaver omkring landbrug også forekommer i undervisningen.
Formålet med fokusklasserne er gradvist at imødekomme, at flere børn, der har behov for særlige rammer i løbet af en skoledag, kan tilbyde et skoletilbud af høj kvalitet så tæt på deres hjem som muligt.
Med et tilbud i elevernes nærområde skal eleverne opleve større meningsfuldhed og sammenhæng i deres liv ved at kunne opretholde eksisterende venskaber og fritidsaktiviteter, det sted familien bor.
Fællesskabende aktiviteter mellem almen og fokusklasse
På Nørholm Skole deltager de fleste elever fra vores fokusklasse også i et eller flere fag i en almen klasse. Samtidigt har vi et stort fokus på at lave fællesskabende aktiviteter på tværs af fokusklasse og almen. Vi oplever at eleverne i fokusklassen skaber relationer og gerne vil samarbejde med eleverne fra almen.
Fokusklasse eleverne deltager i skoleårets fælles begivenheder som morgensamling, fordybelsesuger, skolefest, ekskursioner, motionsdag, etc. Vi har et generelt fokus på elevernes medbestemmelse og at undervisningen skal være meningsfuld og derfor har vi udviklet en særlig fordybelsesdag, hvor alle elever fra både Gårdskole og Nørholm Skole får mulighed for at fordybe sig i selvvalgte emner. Her fordeles eleverne i værksteder på tværs af almen og fokusklasse, som også er med til at skabe relationer mellem eleverne, imens de er kreative eller sidder og deler deres tanker og ideer.
På Gårdskolen har vi fokus på at styrke elevernes selvregulering, selvværd, trivsel og evne til at håndtere udfordringer på egen hånd. Vores pædagogiske målsætning er at skabe et læringsmiljø med større elevansvar, fleksibilitet og støtte til selvregulering. Vi har fokus på, at pædagogiske initiativer skal bidrage til en mere inkluderende og differentieret undervisning, der rummer elevernes individuelle behov og giver dem mulighed for at udvikle deres handlekompetencer i et støttende læringsmiljø. Vi forsøger at styrke elevernes indre motivation gennem medbestemmelse på fordybelsesdagene.
Visitering til Gårdskolen sker via Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR)